0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Sæt børnene fri: Kære forældre, glem alt om Aula, læringsplaner og lektier. Lad jeres børn lege, kede sig, brokke sig og skændes

Drop tænkningen fra folkeskolen, imens karantænen står på. Betragt i stedet perioden som en mulighed for, at dine børn kan opleve at mærke sig selv.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Philip Ytournel/POLITIKEN
Tegning: Philip Ytournel/POLITIKEN
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er en ængstelig og forvirrende tid at være menneske i.

Ængstelig, fordi vi frygter for vores fysiske helbred og økonomiske levegrundlag, efter landet er lukket ned på grund af coronavirussen. Vi lever i isolation og uvished om, hvilken verden vi står op til i morgen. Forvirrende oveni, fordi hverdagen for flertallet af danskerne er bygget op omkring adskillelse i langt de fleste af døgnets lyse timer. Pludselig finder vi (forhåbentlig) alle husstandens medlemmer samlet under samme tag, dag efter dag, uden udsigt til snarlig adskillelse.

Og vi skal huske, at de unge skal lave lektier, siger børne- og undervisningsministeren. Mange af os skal arbejde hjemmefra, og vi skal gudhjælpemig også have vores små børn hjemme imens.

Det er en konstellation, der er dømt til at mislykkes. Ikke det at være sammen under samme tag, men at arbejde fuld tid imens. For danskerne arbejder ud fra jobbeskrivelser, der er skruet sammen på adskillelseskulturens præmisser, og disse proppes nu uændrede ind i hjemmene.

Adskillelseskulturen er den, der splitter familien i atomer i hverdagen. Vi placeres hver for sig med hver vores funktion fra tidlig morgen til sen eftermiddag i alle ugens hverdage. Små børn kommer i institution, med dertil hørende læringsplaner og nærmeste udviklingszone. Børn i den såkaldte ’skolealder’ sendes ud i landets folkeskoler, hvor de ligesom fuldtidsarbejdede voksne skal fuldføre dagens dont af prædefinerede opgaver, inden de slippes fri for at komme hjem til dem, der elsker dem. Fra vugge til grav er vi beskæftiget med at gøre, og det lader sig indtil videre ikke påvirke af en dødbringende virus, der lammer verdenssamfundet.

Lad os vove at lade vores børn kede sig ind imellem, uden barnepige i form af fjernsyn eller tablet. Lade dem være med sig selv, uden at blive guidet til handling, leg og læring dikteret af andre

Lad os lige tage en dyb indånding og være ærlige omkring, hvad vi udsætter de danske forældre – og ikke mindst børn – for lige nu. Er det rimeligt at forvente, at forældre pludselig kan varetage rollen som fuldtids- henholdsvis småbørnsforældre, folkeskolelærere og arbejdere? Hvorfra skulle de ekstra timer i døgnet til den voldsomt og pludseligt udvidede jobbeskrivelse komme?

Regeringen har lagt op til minimum to ugers hamsterhjul på hjemmefronten minus pædagoger og lærere – og det kan tage pippet fra enhver. Vi forsøger at strukturere os ud af det, udarbejder skemaer og planlægger aktiviteter for børnene, til vi er blå i hovedet. For hvordan lever vi nu hver eneste time sammen, dag efter dag, på adskillelseskulturens præmisser?

Det gør – og bør – vi selvfølgelig ikke. Vi kan ikke arbejde, lære og leve som før i denne situation. Det har jeg som efterhånden erfaren hjemmearbejdende, hjemmegående forælder accepteret og indrettet mig efter. Jeg arbejder, når mine børn sover, leger eller slapper af selvstændigt, eller når de er sammen med min ægtefælle eller deres bedsteforældre. Jeg har brugt årevis på at stable et arbejdsliv på benene, der er tilpasset mit familieliv, og jeg øver mig stadig i at mestre den mere eller mindre konstante vekslen mellem at være den professionelle og omsorgspersonen. Den mulighed har de danske familier ikke nu.

Det vil bestemt være omsorgsfuldt og solidarisk af de i forvejen pressede danske arbejdsgivere, der har sendt medarbejderne hjem, at slække lidt på forventningerne til, hvad deres medarbejdere kan nå – og hvornår. En dag hjemme med børn i alle aldre er ikke tilnærmelsesvis så effektiv som en dag alene på kontoret – uanset hvordan vi vrider os halvt af led i struktureringens og effektiviseringens tjeneste. Det er ikke muligt for forældre at sidde foran skærmen en hel dag, når de har børnene hjemme. I denne helt ekstraordinære situation må der være forståelse for, at arbejdslivet tilpasses familielivet, og at der derfor arbejdes på skæve tidspunkter, når det passer ind i den enkelte familie.

Det var en opfordring til arbejdsgiverne. Næst kommer en opfordring til forældrene, med hvem jeg føler inderligt. Kære forældre, glem alt om Aula, læringsplaner og lektier. Sæt jeres børn fri. Lad dem lege, kede sig, brokke sig og skændes. At sætte børnene fri er ikke ensbetydende med, at de ikke lærer noget. Mennesker bliver ikke faglige og sociale amøber, blot fordi de ikke modtager ensrettet (be)læring. Tværtom. Børn kommer ind i verden med et drive efter at lære og forstå. Det er ikke betinget af, at en læringsautoritet dikterer retning og indhold af deres læring. Drop tænkningen fra folkeskolen, mens karantænen står på, og betragt det som en måde for dine børn at mærke sig selv på – og for dig at mærke dine børn på. Ja, de lærer måske ikke præcis, hvad pensum dikterer. Og hvad så? Her har vi en i adskillelseskulturen hel unik chance for at lære i og af livet, sammen, i stedet for i kunstigt opstillede læringsmiljøer, hver for sig.

Lad os vove at lade vores børn kede sig ind imellem, uden barnepige i form af fjernsyn eller tablet. Lade dem være med sig selv, uden at blive guidet til handling, leg og læring dikteret af andre.

Institutionerne, som de fleste danskere benytter sig af i hverdagen, er levn af et socialt eksperiment, vi søsatte i 1970’erne, men glemte at gøre status på

Annonce

Børn i adskillelseskulturen er vant til at være mere sammen med jævnaldrende end primære omsorgspersoner, blive dikteret opgaver og instrueret i leg. Lad os give os selv og dem frihed ved at gøre det modsatte i karantæneperioden. Måske vil vi opleve børn, der frustreres over at blive overladt til egen fantasi og væsen. Og det er okay, for vi udvikler os både ved at gøre – og ved at være. I den uforstyrrede og lystdrevne leg er et udviklingspotentiale, der handler udelukkende om barnet selv, og ikke om at maksimere udvikling i en fremtidig arbejdsduelig borger. I det perspektiv er kedsomhed blot en anledning til at finde på noget spændende (selvom vores børn givet vil erklære sig uenige – mange gange).

Hvis vi har mulighed for det, uden at starte nye smittekæder, kan vi tilbringe formiddagene ude i naturen. Har vi ikke mulighed for at komme ud i naturen, så tag den ind ved at læse, lære om og lytte til naturen og lyde derfra. Der er intet, der kan bringe en ængstelig sjæl i balance som naturen. Der er intet, der er en større kilde til læring og refleksion end naturen. Efter nogle timer med nærværende forældre kan mange børn fordybe sig for sig selv lidt – de, der er for unge til det, sover måske en lur. Så kan der arbejdes lidt her og igen, når børnene sover til nat eller igen kan fordybe sig i selvstændig leg eller afslapning. Der findes ikke en opskrift, der passer alle familier i denne situation. Men der findes en grundlæggende holdningsændring omkring såvel læring som arbejde, der kan gøre det nemmere at overleve i denne situation: Arbejdet tilpasses børnene, og læringen sættes fri.

Institutionerne, som de fleste danskere benytter sig af i hverdagen, er levn af et socialt eksperiment, vi søsatte i 1970’erne, men glemte at gøre status på. Institutionstænkningen er gennemsyret af det børne- og læringssyn, der også danner grundlag for den danske folkeskole. Denne karantænetid hjemme kan være anledning til at søsætte et nyt socialt eksperiment, der udfordrer det gældende børne- og læringssyn: Glem lektier, læreplaner, stimuli og kunstigt opstillede sociale miljøer (det må vi alligevel ikke). Følg børnene snarere end pensum: Hvad interesserer dem? Vi kan nå at svare på spørgsmål, hjælpe med research og støtte i kreative processer i langt højere grad i en 1:1-normering hjemme, end en pædagog eller lærer nogensinde vil kunne i en for den gode stemnings skyld utopisk normering på 1:24 i en institution eller klasseværelse.

Og så må vi slutte fred med, at vi ikke kan varetage en fuldtidsstilling gange tre med et sekunds varsel. Det er der ingen, der kan.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Læs mere