Det er en ængstelig og forvirrende tid at være menneske i.
Ængstelig, fordi vi frygter for vores fysiske helbred og økonomiske levegrundlag, efter landet er lukket ned på grund af coronavirussen. Vi lever i isolation og uvished om, hvilken verden vi står op til i morgen. Forvirrende oveni, fordi hverdagen for flertallet af danskerne er bygget op omkring adskillelse i langt de fleste af døgnets lyse timer. Pludselig finder vi (forhåbentlig) alle husstandens medlemmer samlet under samme tag, dag efter dag, uden udsigt til snarlig adskillelse.
Og vi skal huske, at de unge skal lave lektier, siger børne- og undervisningsministeren. Mange af os skal arbejde hjemmefra, og vi skal gudhjælpemig også have vores små børn hjemme imens.
Det er en konstellation, der er dømt til at mislykkes. Ikke det at være sammen under samme tag, men at arbejde fuld tid imens. For danskerne arbejder ud fra jobbeskrivelser, der er skruet sammen på adskillelseskulturens præmisser, og disse proppes nu uændrede ind i hjemmene.
Adskillelseskulturen er den, der splitter familien i atomer i hverdagen. Vi placeres hver for sig med hver vores funktion fra tidlig morgen til sen eftermiddag i alle ugens hverdage. Små børn kommer i institution, med dertil hørende læringsplaner og nærmeste udviklingszone. Børn i den såkaldte ’skolealder’ sendes ud i landets folkeskoler, hvor de ligesom fuldtidsarbejdede voksne skal fuldføre dagens dont af prædefinerede opgaver, inden de slippes fri for at komme hjem til dem, der elsker dem. Fra vugge til grav er vi beskæftiget med at gøre, og det lader sig indtil videre ikke påvirke af en dødbringende virus, der lammer verdenssamfundet.
Lad os vove at lade vores børn kede sig ind imellem, uden barnepige i form af fjernsyn eller tablet. Lade dem være med sig selv, uden at blive guidet til handling, leg og læring dikteret af andre
Lad os lige tage en dyb indånding og være ærlige omkring, hvad vi udsætter de danske forældre – og ikke mindst børn – for lige nu. Er det rimeligt at forvente, at forældre pludselig kan varetage rollen som fuldtids- henholdsvis småbørnsforældre, folkeskolelærere og arbejdere? Hvorfra skulle de ekstra timer i døgnet til den voldsomt og pludseligt udvidede jobbeskrivelse komme?
Regeringen har lagt op til minimum to ugers hamsterhjul på hjemmefronten minus pædagoger og lærere – og det kan tage pippet fra enhver. Vi forsøger at strukturere os ud af det, udarbejder skemaer og planlægger aktiviteter for børnene, til vi er blå i hovedet. For hvordan lever vi nu hver eneste time sammen, dag efter dag, på adskillelseskulturens præmisser?
Det gør – og bør – vi selvfølgelig ikke. Vi kan ikke arbejde, lære og leve som før i denne situation. Det har jeg som efterhånden erfaren hjemmearbejdende, hjemmegående forælder accepteret og indrettet mig efter. Jeg arbejder, når mine børn sover, leger eller slapper af selvstændigt, eller når de er sammen med min ægtefælle eller deres bedsteforældre. Jeg har brugt årevis på at stable et arbejdsliv på benene, der er tilpasset mit familieliv, og jeg øver mig stadig i at mestre den mere eller mindre konstante vekslen mellem at være den professionelle og omsorgspersonen. Den mulighed har de danske familier ikke nu.
Det vil bestemt være omsorgsfuldt og solidarisk af de i forvejen pressede danske arbejdsgivere, der har sendt medarbejderne hjem, at slække lidt på forventningerne til, hvad deres medarbejdere kan nå – og hvornår. En dag hjemme med børn i alle aldre er ikke tilnærmelsesvis så effektiv som en dag alene på kontoret – uanset hvordan vi vrider os halvt af led i struktureringens og effektiviseringens tjeneste. Det er ikke muligt for forældre at sidde foran skærmen en hel dag, når de har børnene hjemme. I denne helt ekstraordinære situation må der være forståelse for, at arbejdslivet tilpasses familielivet, og at der derfor arbejdes på skæve tidspunkter, når det passer ind i den enkelte familie.
Det var en opfordring til arbejdsgiverne. Næst kommer en opfordring til forældrene, med hvem jeg føler inderligt. Kære forældre, glem alt om Aula, læringsplaner og lektier. Sæt jeres børn fri. Lad dem lege, kede sig, brokke sig og skændes. At sætte børnene fri er ikke ensbetydende med, at de ikke lærer noget. Mennesker bliver ikke faglige og sociale amøber, blot fordi de ikke modtager ensrettet (be)læring. Tværtom. Børn kommer ind i verden med et drive efter at lære og forstå. Det er ikke betinget af, at en læringsautoritet dikterer retning og indhold af deres læring. Drop tænkningen fra folkeskolen, mens karantænen står på, og betragt det som en måde for dine børn at mærke sig selv på – og for dig at mærke dine børn på. Ja, de lærer måske ikke præcis, hvad pensum dikterer. Og hvad så? Her har vi en i adskillelseskulturen hel unik chance for at lære i og af livet, sammen, i stedet for i kunstigt opstillede læringsmiljøer, hver for sig.
Lad os vove at lade vores børn kede sig ind imellem, uden barnepige i form af fjernsyn eller tablet. Lade dem være med sig selv, uden at blive guidet til handling, leg og læring dikteret af andre.
Institutionerne, som de fleste danskere benytter sig af i hverdagen, er levn af et socialt eksperiment, vi søsatte i 1970’erne, men glemte at gøre status på
Skriv kommentar