Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Mette Dreyer/POLITIKEN
Tegning: Mette Dreyer/POLITIKEN

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Gabi har cerebral parese: Træt af isolation? Velkommen til min virkelighed

Som fysisk handikappet er det en spøjs oplevelse at se, hvordan frygten for social isolation pludselig er blevet noget, vi alle er fælles om.

Debatindlæg

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

De seneste uger har jeg set flere og flere venner og bekendte skrive om coronavirus på de sociale medier. Mange af opslagene handler om, at vi skal stå sammen, passe på hinanden og holde afstand, så vi undgår at sætte mennesker, der er ekstra udsat, i risiko for smitte. Så vi holder os hjemme. Og skriver posts om lockdown, og hvad vi får tiden til at gå med, nu hvor poderne ikke er i institution, og forældrene ikke er på arbejde. ​

Jeg er som fysisk handikappet og diabetiker netop en af dem, der er ekstra udsat i forhold til smitte, og mens det varmer mig at se, hvordan folk mobiliserer sig og laver støttegrupper på Facebook for at hjælpe karantæneramte og kronisk syge med at købe ind, så kan jeg, hver gang jeg ser et opslag om 14 dages karantæne, ikke lade være med at tænke: Velkommen til min virkelighed!

For sandheden er, at det at isolere sig 14 dage ad gangen eller mere er en del af min hverdag. Med et handikap, der gør, at jeg har meget begrænsede energiressourcer, må jeg hele tiden overveje, hvilke ting jeg gør hvornår, og hvor meget energi det kommer til at koste bagefter. Hele tiden 10 skridt foran.

Jeg har, lige så længe jeg kan huske, følt, at frygten for ensomhed og isolation var noget, jeg ikke kunne tale alt for højt om

Forestil dig følgende: Du vågner, og din krop er stiv og øm af smerter. Du ved, at du har en dag med en masse gøremål foran dig, som vil koste dyrt i forhold til dine energiressourcer. Mange af disse umiddelbart simple gøremål ville for en kropskapabel person ske pr. automatik. For eksempel er det at gå i bad, tage tøj på eller vaske op noget, de færreste må stoppe op og tænke over, men for mig er alt, hvad jeg foretager mig, et spørgsmål om energi. For har jeg derudover kræfter til at tage ud, være social, leve i verden?​

Svaret er som oftest nej. Så jeg gør de ’simple’ gøremål, vel vidende at de kommer til at kræve, at jeg ligger på langs, nogle gange i to uger, og selv derefter sidder anstrengelserne i kroppen. Det vil sige, at jeg bruger meget af min tid under dynen med intet andet selskab end mit eget. Jeg sætter mig selv i ’karantæne’, taler ikke med nogen, holder sociale medier på et minimum og håber inderligt, at restitutionsperioden vil være så kort som muligt. Det er fucking hårdt, når man er 24 år og gerne vil være ude, hvor tingene sker.

Jeg har, lige så længe jeg kan huske, følt, at frygten for ensomhed og isolation var noget, jeg ikke kunne tale alt for højt om, fordi der er en fortælling om mig og andre med handikap om, at vi er en belastning for samfundet. Så det er ikke en mulighed at bede andre sørge for livestreaming af begivenheder og møder, så jeg kan følge med uden at være fysisk til stede, eller at lade mig arbejde på en opgave hjemmefra i stedet for at tvinge mig til at møde op fysisk. Mennesker som mig bliver i den situation oftest mødt med argumenter som: »Hvis vi skal give dig lov til at arbejde hjemmefra, så kan vi jo lige så godt give alle fri med det samme!«, hvilket gør, at vi bliver udelukket fra fællesskabet og tvunget til at droppe ud af gymnasier eller videregående uddannelser, fordi vi ender med en fraværsprocent, der er alt for høj.

Og sådan har det været, lige indtil covid-19 ramte os alle. Nu er det pludselig intet problem at lade medarbejderne i en større virksomhed arbejde hjemmefra eller tage de vigtigste møder over Skype eller at livestreame en koncert, der ellers skulle have været aflyst. Nu er frygten for isolation blevet noget, vi alle er fælles om. ​

Annonce

Mit håb er, at I vil reflektere over, at vi, der er pålagt tvungen isolation selv uden for en viruskrise, altid oplever de her følelser af panik, angst, fomo og ubehag

For mig er 14 dage i karantæne et livsvilkår og en metode, jeg oftere end sjældent må gøre brug af for at kunne være til, så derfor beder jeg jer kropskapable mennesker, der frygter ensomhed og social isolation, tænk over, at vi er en del mennesker, for hvem det at være isoleret fra folk, vi holder af, er lige så nødvendigt, som det er at huske at trække vejret.

Jeg er så vant til at følge med i mine venners liv på afstand, at være fluen på væggen, når jeg ikke har kræfter til at gå til fest eller sidde på en café i solen med venner, men i denne krise får alle I andre en anledning til at se livet fra mit perspektiv. Hvor jeg har følt mig fanget og alene før, står resten af jer nu og slås med netop disse følelser.

Mit håb er, at I vil tage mine tanker til jer i disse karantænetider, og at I vil reflektere over, at vi, der er pålagt tvungen isolation selv uden for en viruskrise, altid oplever de her følelser af panik, angst, fomo og ubehag.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts