Det krævede kun et enkelt pressemøde en onsdag aften. Så gik den danske regering fra at være en fodslæbende forvalter til at være en højpotent dirigent af et samfund i krise.
Staten trådte i karakter, da Mette Frederiksen fandt sit carpe diem og alvorstungt og med store ord erklærede undtagelsestilstand. Siden da er statsmagten kun blevet mere synlig. Ministre, læger, politi og djøf’ere stiller op i beredskabets uovervindelige alliance, bakket op af medier, som informerer i båndsløjfer uden ende. Science is back, og åh, hvor jeg elsker de kortklippede og gråhærdede læger, som uden retorisk raffinement og politisk skævhed fortæller, hvad det handler om.
Hvad foregik her? Gav Mette Frederiksen ord til folkets vilje? Var det en oplyst elite, som tog magten og erstattede demokrati med meritokrati? Var der et strejf af diktatur, da regering og opposition i fællesskab satte rettigheder ud af kraft og sprøjtede krisepakker og nødlovgivning ud over landet? Og overreagerede regeringen, så den skabte det kaos, som gjorde dens indsats synlig og nødvendig?
Demokrati eller oplyst enevælde? Spørgsmålet har for længst passeret sin udløbsdato. Demokratiet har sejret, og selv autoritære stater kalder sig for et syns skyld demokratier.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar