Jeg vil lægge ud med at sige, at jeg klarer mig. Jeg holder mig ved godt mod og tager mine forholdsregler. Det bliver ikke mig, der banker på hos Psykiatrisk Akutmodtagelse og beder om en sengeplads. Både fordi der ikke er nogen, men også fordi jeg har en fornemmelse af, at den slags er mere værd end selv toiletpapir og håndsprit i disse tider.
Jeg er diagnosticeret paranoid skizofren. Det er en lidelse, der blandt andet medfører en nærmest kronisk angst, en angst, der lige nu gennemtæsker min krop hver time, hver dag. Jeg er et rystende rod af neuroser og katastrofetanker: Skal jeg dø? Skal min familie dø? Hvad nu, hvis alting lukker ned? Hvad nu, hvis vare- og vandforsyningen bukker under? Hvad nu hvis, hvad nu hvis, hvad nu hvis? Det er ikke logik og rationalitet, der præger det psykotiske sind, og det er jeg godt klar over.
