Selvfølgelig kommer vi til at lære noget af coronakrisen. Forhåbentligt meget. Om pandemier, vira, covid-19, grønne kurver og om at nyse i ærmet. Om hvordan en akut sundhedskrise på et splitsekund udvider albuerummet for drastiske politiske beslutninger, og vi kan løbende studere ledighedstal, hjælpepakkers effekt, ejendomspriser og forbrugsmønstre i en uforudset lavkonjunktur.
Men der lurer et dogme om, at vi også skal lære noget om noget helt andet. At coronakrisen på hyper-opbyggelig vis skal lære os noget mere abstrakt. Noget om grundlæggende værdier. Om følelser. Om ret og rimeligt. Om måden, vi lever vores liv på. Problemet er bare, at det gider jeg ikke. Jeg vil gerne være fri for på det niveau at lære noget af coronakrisen. Især fordi den tilsyneladende giver alle ret i det, de i forvejen vidste – men som andre bare ikke havde fanget. Det, der før var utydeligt, skulle bare lige afsprittes, så – vupti – stod det logisk tvingende klart.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


