Da jeg ikke føler, at min skolegang, selv om den er blevet suppleret med årtiers avislæsning, gør mig i stand til på højt niveau at rådgive klodens præsidenter, statsministre og diktatorer af forskellig blodig og ideologisk observans, vil jeg indlede dagens prædiken med en anekdote fra de gode gamle dage.
Tilbage i 1917, altså for 103 år siden – det år, da Danmark solgte Dansk Vestindien, den russiske revolution brød ud og den spanske syge lurede – skulle vort fodboldlandshold møde Norge i Idrætsparken i København. Dengang var Danmark en fodboldstormagt, ingen kunne rigtig hamle op med os, og da slet ikke nordmændene. Så kampen søndag 14. oktober, der havde samlet 15.000 tilskuere, blev anset for at være en ren dansk opvisning. Men det var nu ikke derfor, der kun løb 10 danske spillere på banen mod de sædvanlige og nødvendige 11. Nej, årsagen til, at Danmark manglede en spiller, var, at landsholdets venstre back, den 30-årige skotøjsarbejder Johannes Hansen, sad hos frisøren. Spilleren fra arbejderklubben Frem havde det princip, at han altid gik på banen nyklippet.
