Da jeg som barn var til skoletandlæge i 1980’ernes velfærdstat, fik mine klassekammerater og jeg udleveret en rød tablet. Vi gurglede med vand, mens den opløste sig i vores munde. »Spyt ud«, sagde skoletandlægen, og vi smilede skamfulde til spejlet. Tyggetablettens røde farvestof havde lagt sig alle de steder, hvor vi havde glemt at børste tænder.
Jeg har tænkt på min barndoms skoletandlæge, siden coronakrisen begyndte. For i disse mærkelige dage kan vi ikke længere gemme os bag forblommede bortforklaringer, når statslederne skal vælge mellem folkesundheden og nationaløkonomien. Hver eneste beslutning, som vi træffer kollektivt eller personligt, bliver et spejl af det liv, som vi har levet, og de værdier, som vi har levet efter. Snavset, som har gemt sig i samfundets tandkød, træder tydeligt frem.
