De seneste syv uger har egentlig været hyggelige hjemme hos os. Børnene på 10 og 12 år har hurtigt fundet sig til rette i en ny hverdag med sig selv og de voksne hjemme i døgndrift. Hjemmeskolingens faglige niveau har måske ikke været tårnhøjt, men vi har fordybet os. Hygget. Sammen er vi. Hele tiden. Fire mennesker, en hund, en kat og en ufødt lillebror, der faktisk også fylder en del – på 75 m2.
Havde coronakrisen ramt verden for syv år siden, havde vores hverdag set markant anderledes ud. Dengang var dagene dystre og ufremkommelige, og havde børnene været tvunget til at opholde sig i lejligheden sammen med mig døgnet rundt, var deres sjæle formentlig blevet endnu mere arrede, end de allerede er efter at være vokset op i en familie med misbrug.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
