De fleste danskere forbinder formentlig den nyere verdenshistories mest markante eksempler på menneskeligt barbari med aktive drabsmænd. Fra nazisternes drab på jøderne til hutuernes nedslagtning af tutsierne har vi det med at se de mest forfærdelige ugerninger igennem drabsmænd med pistoler, gas, macheter og køller. Drabsmænd, der var i stand til at gennemføre myrderi i stor skala.
Erindringen om disse drabsmænd er vigtig for at undgå, at det sker igen. Men i vores gysen må vi ikke overse en anden mere usynlig form for barbari, som vi risikerer selv at deltage i. Et barbari, hvor vi ikke med overlæg slår ihjel, men hvor vores handlinger og valg alligevel ender med at koste millioner af mennesker livet. Et barbari, hvor vi ikke selv er den direkte drabsmand, men hvor vi lader dø.
Historien om menneskehedens barbari er fuld af eksempler på mennesker, som blev udsat for så ubarmhjertige forhold, at de ikke var i stand til at opretholde livet. Arbejdslejre, politiske beslutninger, der førte til hungersnød, lukkede grænser, der overlod flygtninge til døden.
Samtidig er der i takt med de moderne styreformers udvikling sket et markant skifte i den måde, som magt udøves på. Hvor den enevældige konges eller totalitære leders suverænitet i særdeleshed manifesterede sig ved hans ret til at slå sine undersåtter ihjel, er politisk magt i dagens internationale verdensorden snarere forbundet med en ret til at lade dø.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
Skriv kommentar