De fleste danskere forbinder formentlig den nyere verdenshistories mest markante eksempler på menneskeligt barbari med aktive drabsmænd. Fra nazisternes drab på jøderne til hutuernes nedslagtning af tutsierne har vi det med at se de mest forfærdelige ugerninger igennem drabsmænd med pistoler, gas, macheter og køller. Drabsmænd, der var i stand til at gennemføre myrderi i stor skala.
Erindringen om disse drabsmænd er vigtig for at undgå, at det sker igen. Men i vores gysen må vi ikke overse en anden mere usynlig form for barbari, som vi risikerer selv at deltage i. Et barbari, hvor vi ikke med overlæg slår ihjel, men hvor vores handlinger og valg alligevel ender med at koste millioner af mennesker livet. Et barbari, hvor vi ikke selv er den direkte drabsmand, men hvor vi lader dø.
