Jeg er grundlovsfan. Simpelthen. Og ligesom alle andre fans af hvad som helst har jeg svært ved at forstå, at man kan være andet. Grundloven er den bedstemor, vi kan læne os trygt op ad i de store spørgsmål. På sin egen knastørre gammeldags og snusfornuftige måde minder hun os om, at der var en tid før i dag, som ikke var så god som denne, og at vi ikke skal tilbage til den tid. Det er værd at markere.
Grundloven udmærker sig ved, at den stadfæster nogle fine grundlæggende principper for det politiske arbejde, som har til formål at hjælpe os alle med at skille tingene ad og os selv fra det væsentlige, så vi kan holde hovedet koldt og hjertet varmt både til hverdag, og når bølgerne går højt. Med grundloven i hånden og i hjertet kan vi altså forhindre, at det hele skrider for os i affekt, så vi i kampens hede kommer til at begå demokratisk harakiri. Direkte adspurgt er det vel de færreste – almindelige borgere såvel som højtstående magthavere – som ønsker det. Alligevel skrider det med jævne mellemrum for (nogle af) os.
