At vokse op som sort barn i Danmark er bedre end så mange andre steder. Men det betyder ikke, at det kun har været godt. Jeg har aldrig været udsat for grov vold, voldsom chikane eller racistiske tilråb i offentligheden. Heldigvis. Men jeg har siden jeg var spæd været udsat for hyggeracisme og objektivisering. Det slider. For det er frygtelig svært at sige fra, hvis man skal gøre det alene. Derfor gjorde jeg det alt for sjældent som ung.
Som 9-årig oplevede jeg for første gang nogen bruge ’neger’ som et skældsord. Mod mig. Jeg havde ingen ord, ingen modreaktion, bare en strøm af tårer. Min mor havde lært os, at det var et grimt og meget nedværdigende ord, men jeg forstod ikke helt, hvad det betød. Det betød, at man var anderledes end alle de andre, og man aldrig rigtig kunne passe ind. Da mobberen så min reaktion, vidste han lige, hvordan han kunne ramme mig, og det blev ikke sidste gang, han sagde det.
