0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Rosa har dansk mor og zambisk far: »Det er ikke min opgave at forklare folk, at ’neger’ ikke er et ord, vi bruger«

Majoriteten må sige fra over for institutionel og hverdagsracisme. Det slidsomme arbejde er ikke kun for os med sort hud.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Først da jeg fik sabbatår og flyttede til Paris, fik jeg det godt med den, jeg er, og den farve, jeg har. Jeg skammede mig ikke længere over at være ’Rosa, mulatveninden’, men fandt fred med det, skriver Rosa Preuss Ililonga i dette debatindlæg.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

At vokse op som sort barn i Danmark er bedre end så mange andre steder. Men det betyder ikke, at det kun har været godt. Jeg har aldrig været udsat for grov vold, voldsom chikane eller racistiske tilråb i offentligheden. Heldigvis. Men jeg har siden jeg var spæd været udsat for hyggeracisme og objektivisering. Det slider. For det er frygtelig svært at sige fra, hvis man skal gøre det alene. Derfor gjorde jeg det alt for sjældent som ung.

Som 9-årig oplevede jeg for første gang nogen bruge ’neger’ som et skældsord. Mod mig. Jeg havde ingen ord, ingen modreaktion, bare en strøm af tårer. Min mor havde lært os, at det var et grimt og meget nedværdigende ord, men jeg forstod ikke helt, hvad det betød. Det betød, at man var anderledes end alle de andre, og man aldrig rigtig kunne passe ind. Da mobberen så min reaktion, vidste han lige, hvordan han kunne ramme mig, og det blev ikke sidste gang, han sagde det.

Da jeg havde grædt nok, blev der endelig taget hånd om sagen. Han, jeg og en lærer sidder i et rum. Jeg er så grådkvalt, at jeg knap nok kan sige mit navn. Læreren kigger på mig som den første og spørger: »Hvorfor bliver du så ked af det?«. Allerede dengang lærte jeg, at det var min opgave at forklare og forsvare mig. Ingen ville gøre det for mig.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere