Debatindlæg afJulie Top-Nørgaard

Forfatter og underviser på pædagoguddannelsen i København

I kampen for bedre forhold i velfærdsinstitutionerne har de fagprofessionelle svært ved at alliere sig med deres mest oplagte støtter: de pårørende.

Forfatter og underviser på pædagoguddannelsen: »Hvordan skal pædagogen kunne sige til den far, der afleverer sin søn, at drengen ikke vil kunne blive hjulpet og støttet?«

Lyt til artiklen

Jeg var engang vikar i en vuggestue, hvor der gik en dreng, der havde det svært, lad os kalde ham Mathias. På stuen var en pædagog, som tolererede Mathias’ problemer meget dårligt. Det betød, at hans dag var fuld af irettesættelser og skældud. Selv om jeg havde ondt af ham, kunne jeg mærke, hvordan pædagogens adfærd smittede af på mig.

På stuen ved siden af blev der aldrig talt sådan til børnene. Her var de to pædagogers tone altid rolig og omsorgsfuld, faktisk kærlig. De to havde arbejdet sammen længe, og stuen var ikke bemandet med én uddannet pædagog og to medhjælpere sådan som vores stue. Jeg drømte om at komme ind på den stue og arbejde.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her