Jeg blev først relativt sent i livet konfronteret med valget om at se en afdød. Det var min fars afsjælede legeme, der blot lå nogle få meter fra mig – kun adskilt af en hvidkalket væg – på Skagen Sygehus. Jeg var 31.
Da jeg efter få sekunders betænkningstid takkede nej, sporede jeg et strejf af undren i den ellers venlige sygeplejerskes ansigt. Måske endda bebrejdelse. Hendes reaktion fik mig et øjeblik til at genoverveje. Havde jeg forbrudt mig mod en uudtalt konvention? Kunne jeg tillade mig det?
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
