Den iranske tolder bjæffer ud i ankomsthallen. En kvinde kommer løbende. Hun retter mit tørklæde, som har det med at glide ned. Måske er parykhår bare mere glat? Tolderen peger på mig og sender mig et blik, som om det er mig, der har ødelagt hans sene lørdagsvagt i lufthavnen i Teheran.
Der står Ensirah på hendes skilt. Jeg står bag et forhæng med guldfrynser. Hun beder mig stille mig med spredte ben og armene ud til siden. Man føler sig allerede kriminel. Jeg tænker på, om den medicin, jeg har fået fra kræftafdelingen, egentlig er lovlig at tage med ind i landet. Jeg skulle måske ikke have stoppet medicinæsken ned i min grønne badehat med malede øjne og ’kvæk kvæk’ skrevet i sølv. Det er jo ikke alle, der synes, det er sjovt. Den kunne ellers gøre sig godt i et afsnit af tv-serien Border Security. »Jamen, jeg anede ikke, jeg ikke måtte indføre frøer«, ville jeg græde og helt glemme, at det var amfetamin, vi snakkede om.
