Det var ikke rigtigt meningen, at jeg skulle skrive bøger. Det var Poul Borums skyld, at jeg kom til det. Først var det nok en fejl. Sådan begynder det meste. Med fejl. Når man har gentaget de fejl tilstrækkeligt mange gange, må man tage dem på sig, man kan enten gå ind i det og undskylde – eller man kan fortsætte med at skrive derudad, fordi der er gået hul (sikkert også en fejl), men sådan begyndte det for mig. Jeg tog den på mig, fejlen, og kom til at leve af den. Først fordi jeg i bund og grund overlevede sådan. Ved at have et sted, hvor jeg kunne skrive noget af alt det her ned, som rodede rundt i mit liv og gjorde, at jeg primært havde det bedst med at leve i datidsform.
Men det begyndte slet ikke sådan. Jeg troede, jeg skulle lave en revolution. Eller i det mindste være med i en. Det at være forfatter var så småborgerligt og kun noget for dem, der havde bankopsparing og kunne komme ind på gymnasiet, fordi de havde gået på en reel kommuneskole, og ikke som jeg var blevet flyttet rundt og gået på alle mulige og umulige skoler, fordi jeg ikke kunne koncentrere mig om noget som helst. Slet ikke det at regne noget ud og skabe resultater.
