0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Vred student: Jeg frygter sexisme i mit kommende arbejdsliv

Kvinder er den halve verden, og den ene halvdel burde ikke frygte den anden halvdel.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Philip Ytournel/POLITIKEN
Arkivtegning: Philip Ytournel/POLITIKEN
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jeg er 20 år gammel, og jeg befinder mig på tærsklen til det voksne arbejdsliv. Jeg må hellere finde mig godt til rette, for jeg skal være her de næste 50 år.

Der er dog ting, jeg ikke glæder mig til at opleve.

Jeg glæder mig hverken til julefrokoster eller til sommerfester – og det kan jeg allerede sige nu med sikkerhed. Jeg ved endnu ikke, hvad jeg vil studere, men om det bliver jura, statskundskab eller journalistik, ulmer den samme frygt for grænseoverskridende oplevelser på mit fremtidige job.

Du tænker måske, at jeg skal tage en slapper og lade være med at frygte et sted, jeg ikke har været endnu, og mennesker, jeg ikke har mødt. Men det kan jeg ikke, og det er, fordi jeg er kvinde i et land, der, ifølge the Global Gender Gap Report 2020, ligger på en 14.-plads i ligestilling.

Jeg er kvinde i en tid, hvor en af Danmarks dygtigste tv-værter, Sofie Linde, fortæller om krav om blowjobs til julefrokoster, og hvor hele 1615 kvinder støtter op og fortæller om den samme virkelighed. Og det er endda kun i mediebranchen.

Det er historier som dette, der gør mig vred.

Jeg bliver vred over, at min bror ikke skal leve med denne frygt.

Det burde ikke være til diskussion, om der er sexisme i f.eks. mediebranchen eller ej – diskussionen burde gå på, hvordan vi løser problemet

Jeg bliver vred, når Pia Kjærsgaard udskammer Linde og anklager hende for at gøre sig selv til offer, når kvinder dermed ikke støtter andre kvinder, og når sætninger som »man skal da have lov til at flirte« bliver brugt i en debat om ligestilling. Det er simpelthen ikke det, det handler om.

Jeg bliver vred, når Berlingskes ’behandling’ af emnet sker på side 6 i sektion 4 – kan det gemmes længere væk? Jeg bliver vred, når behandlingen er at spørge seks danske mediechefer, om de mener, der er sexisme i branchen. Jeg bliver vred, når de alle seks er mænd. Ingen af dem har oplevet sexisme på arbejdspladsen, hvilket jo ikke kommer som verdens største overraskelse.

Jeg bliver vred over den påfaldende underrepræsentation af kvinder i artiklen.

Jeg bliver vred, når Jacob Nybroe, der er ansvarshavende chefredaktør på Jyllands-Posten, siger »Men jeg ønsker ikke en glat og friktionsløs verden, hvor man skal gå på æggeskaller«. Nej, Jacob, det gør jeg heller ikke. Men som verden er lige nu, er det mig, der skal gå på æggeskaller – ikke dig. Og jeg synes, at alle burde kunne blive enige om, at det for ingens vedkommende burde være nødvendigt med æggeskaller.

Mænd og kvinder burde være i stand til at gå på arbejde og passe deres job, og gå hjem igen uden krav om oralsex i bytte for en karriere.

Forleden diskuterede jeg netop dette emne med min mor og min mormor. De kunne begge fortælle om talrige episoder i deres arbejdsliv med bl.a. uønsket kinddans og alt for livlige hænder fra chefen til julefrokosten, en hånd på skulderen, når der blev sagt godmorgen, og chefen, der inviterede min mor hjem på drinks. Hun var 30 år yngre end ham. Alt det ønsker jeg virkelig ikke at opleve, og det er fortællinger som netop disse, der gør, at jeg ikke ser frem til 50 år med julefrokoster og sjofle bemærkninger.

Kvinder er den halve verden, og den ene halvdel burde ikke frygte den anden halvdel.

Det burde ikke være til diskussion, om der er sexisme i f.eks. mediebranchen eller ej – diskussionen burde gå på, hvordan vi løser problemet.

Vi diskuterer jo heller ikke længere, om klimaforandringer er virkelige eller ej, nu handler debatten om, hvordan vi løser problemet. Og sådan burde det også være med ligestilling.

Jeg er klar over, at jeg også selv har en opgave. For jeg bør også selv gøre noget for at ændre på det faktum, at jeg skal gå vagtsom på arbejde i de næste mange år. Men til det har jeg brug for hjælp – alle kvinder har brug for alle kvinders hjælp. Og også meget gerne alle mænds, tak.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce