Diskussionen om minimumsnormeringer ruller stadig, og jeg fatter det ikke. Hvordan kan vi blive ved med at diskutere, om der skal en halv pædagog mere ind på stuen om fem år eller ej. Selvfølgelig skal der det. Altså, som absolut minimum!
Jeg kunne bare godt tænke mig, at vi ikke lod os nøjes med minimum. Hvad med i stedet at tale om, hvordan vi når det maksimale på børneområdet? Hvordan vi får skabt vilkårene for det gode børneliv?
Vi kan som forældre opleve den største kærlighed på Jorden til vores egne børn. Sådan er naturen nu engang. Det potentiale har vi alle, og de børn som ikke oplever at spejle sig i deres forældres kærlige blik, bliver mærket for livet. Men i Danmark skal vi helst ikke dvæle for meget ved den kærlighed. Mor og far skal nemlig hurtigt tilbage til det ’rigtige’ liv, deres arbejdsliv. Det der reproduktionshalløj må være klaret på 10 måneder. Det siger sig selv. Det er der jo ikke nogen penge i.
Når barnet så når ’institutionsalderen’ , som i Danmark er rekordlav, så tager de professionelle over.
Pædagogerne kan ikke elske dit barn, selvfølgelig kan de ikke det, men det synes heller ikke at være så vigtigt. Det vigtige er, at de professionelle socialiserer barnet, og lærer det at blive selvkørende. Barnet skal jo blive skoleparat. Det har jeg hørt en daginsitutionsleder sige om et 2-årigt barn, mit 2-årige barn.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.
Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.
Prøv Politiken nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar