Jeg var snublende tæt på at forsvinde ind i en vinterdepression efter sidste samråd om skoledagens længde. Jeg havde ikke forventet, at fritidsområdet ville få særlig opmærksomhed fra børnenes minister, Pernille Rosenkrantz-Theil. Men for en gammel fritidspædagog føltes den politiske behandling nærmest som at blive glemt i gemmeleg.
Forsvindende få af de politikere, der var til stede, udviste nogen som helst interesse for de skolefritidsordninger, fritidshjem og fritids- og ungdomsklubber, der gennem tiden har haft helt afgørende betydning for børn og unges sociale liv og dannelse. Allerhøjest skal fritidstilbuddene være et usynlig appendiks til skoleområdet, må man udlede. En arbejdsmarkedsforanstaltning, der alene har til formål at sikre en varmestue til opbevaring, indtil far og mor kommer fra arbejde. Hvis de ellers kan eller vil betale den skyhøje og urimelige forældrebetaling.
