Julen har for alvor meldt sin ankomst, og decembertraditionerne er begyndt at fylde i mange danske hjem. I mange familier fører juletraditionerne ofte til en snak om gamle dage og barndomsminder. Nogle gange kommer fotoalbummet måske endda ned fra hylden, og så flyder det med historier om tabte mælketænder, hudafskrabninger efter fangeleg på asfalten og skøre ferieminder rundt om julebordet.
Men sådan er virkeligheden ikke for alle. Fælles for mange tidligere anbragte børn er, at de ikke har nogen livsvidner – nogen, der har kendt dem hele livet, som kan fortælle dem om deres barndom. Det gode er, at der i en del tilfælde findes minder og oplysninger om børnene i deres gamle journaler. Her er Jans historie et godt eksempel. Fra han var 0 år, til han var 18, boede han på 10 forskellige institutioner og var anbragt i 3 forskellige plejefamilier. Det var først i en sen alder, Jan fik adgang til sine papirer, hvor han blandt andet kunne læse om, da han i julen 1963 tog sit første skridt. Det er nok svært helt at forstå, hvad det egentlig betyder for mennesker som Jan at få adgang til de manglende puslespilsbrikker, der kan udfylde de tomme pladser i deres egen selvforståelse.
