0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nytårstilbud: Følg med i Politiken hele året for kun 2021,- Køb nu

Dennis' liv blev totalt ødelagt, da hans far tog sit liv - nu kæmper han mod angreb på sorgbehandling

Bør Socialministeriet spare på sorgbehandling for selvmordsramte i en tid, hvor selvmord forventes at stige?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Anne-marie Steen Petersen/Politiken-Tegning
Arkivtegning: Anne-marie Steen Petersen/Politiken-Tegning
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Min far tog sit eget liv den 1. december for 21 år siden. Jeg var 8 år, og det ødelagde mig totalt. Tiden før og efter er sløret. Jeg tror, at min krop gik i chok og lukkede ned. Min far var min helt, og jeg vidste ikke at han havde det skidt. Sorgprocessen som efterladt til selvmord er lang og besværlig. Spørgsmål om skyld og følelsen at blive fravalgt sætter sig dybe spor. Jeg er for eksempel stadig bange for at gøre folk sure, for jeg stoler ikke på, at de bliver her, uanset hvad der sker. Samtidig står efterladte efter selvmord ofte alene med sorgen. Selvmord er tabubelagt og opfattes stadig skamfuldt af mange. Det betyder, at den dialog og omsorg, man har brug for, ikke er der i lige så høj grad, som når man mister under andre omstændigheder.

Da jeg mistede min far, kom jeg ikke i sorgbehandling. Det er jeg stadig vred over, for det har betydet, at jeg først i mine slut-20’ere er begyndt at forstå og bearbejde min sorg. Men jeg forstår også, hvorfor jeg ikke fik den nødvendige hjælp. Man havde bare ikke kompetencerne eller viden til at give mig det, hverken i min familie eller institutioner. Det har man nu og i høj grad på grund af foreningen Nefos. Det står for Netværk for Selvmordsramte, og de støtter alle os, der pludselig står som efterladt. Foreningen har forsket og arbejdet med emnet i en årrække, og de tilbyder gratis rådgivning i form af gruppesamtaler med andre selvmordsramte, individuelle forløb, frivillige psykologer, hjemmebesøg og samtaler over telefon og mail. Alt det, man som efterladt har brug for.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce

Forsiden