Min far tog sit eget liv den 1. december for 21 år siden. Jeg var 8 år, og det ødelagde mig totalt. Tiden før og efter er sløret. Jeg tror, at min krop gik i chok og lukkede ned. Min far var min helt, og jeg vidste ikke at han havde det skidt. Sorgprocessen som efterladt til selvmord er lang og besværlig. Spørgsmål om skyld og følelsen at blive fravalgt sætter sig dybe spor. Jeg er for eksempel stadig bange for at gøre folk sure, for jeg stoler ikke på, at de bliver her, uanset hvad der sker. Samtidig står efterladte efter selvmord ofte alene med sorgen. Selvmord er tabubelagt og opfattes stadig skamfuldt af mange. Det betyder, at den dialog og omsorg, man har brug for, ikke er der i lige så høj grad, som når man mister under andre omstændigheder.
Da jeg mistede min far, kom jeg ikke i sorgbehandling. Det er jeg stadig vred over, for det har betydet, at jeg først i mine slut-20’ere er begyndt at forstå og bearbejde min sorg. Men jeg forstår også, hvorfor jeg ikke fik den nødvendige hjælp. Man havde bare ikke kompetencerne eller viden til at give mig det, hverken i min familie eller institutioner. Det har man nu og i høj grad på grund af foreningen Nefos. Det står for Netværk for Selvmordsramte, og de støtter alle os, der pludselig står som efterladt. Foreningen har forsket og arbejdet med emnet i en årrække, og de tilbyder gratis rådgivning i form af gruppesamtaler med andre selvmordsramte, individuelle forløb, frivillige psykologer, hjemmebesøg og samtaler over telefon og mail. Alt det, man som efterladt har brug for.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Bliv en del af fællesskabet på Politiken
Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Prøv nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar