Når vi og vores medstuderende på VIA University College i Aarhus tænker på at trække i sygeplejerskeuniformen og vise, hvad vi kan efter 3 ½ års uddannelse, mærker vi et sug i maven. En del af suget bunder i forventningsglæde, spænding og stolthed over at kunne kalde os sygeplejersker, men størstedelen er frygt, nervøsitet og følelsen af skam over alligevel ikke at kunne bære sygeplejerskenålen med stolthed og selvsikkerhed. Nålen og uniformen får os til at se ud som kompetente sygeplejersker, men er vi det? Under pandemien er det blevet tydeligt for os alle, hvor uundværlige sygeplejersker er. Og hvor vigtigt det kan være, at de kan bære deres samfundsansvar fra dag 1. Men er vi virkelig klar til det ansvar?
Vi kan fremvise en autorisation på, at vi er sygeplejersker, men den stemmer ikke overens med den følelse, vi går rundt med – nemlig, at vi ikke er det.
