Det er altid ærgerligt at føle sig misforstået, men endnu værre er at blive misforstået. I mandags bragte Politiken et interview med mig og mit teatersyn. Det skabte en del blæst i miljøet – og førte hårde ord med sig i blandt andet denne avis. Jeg står inde for hvert et ord, jeg havde i Politiken, men da jeg tillægges andre motiver, end mit ærinde var og er, så er her et uddybende svar.
Hvem skal om 100 år stå ved siden af Holberg og Oehlenschlæger, når vi ikke skaber plads og rum til det nye i en tilstrækkelig stor målestok, og slet ikke på de etablerede store scener. Hvorfor drøner dansk film, tv-serier, billedkunst og musik frem internationalt og ikke dansk teater? Og prioriteres fremtidens teatergængere nok? Det er noget af det, jeg valgte at forsøge at tage en fordomsfri debat om, da Politiken spurgte mig.
