Grundlæggende er vi alle sammen ramt af coronaepidemiens konsekvenser med sygdom, død, indlæggelser, nedlukning og økonomisk smalhals til følge. For ingen tvivl, om at epidemien er global og konsekvenserne gigantonomiske. Folk oplever død eller heftig sygdom. Det er forfærdeligt og kræver naturligvis af os alle, at vi indretter os efter love og restriktioner, så vi i fællesskab kan minimere risikoen for vores udsatte, svage, ældre.
Kompensationsordninger holder forsøgsvis hånden under de mange, der ikke sidder i offentlige stillinger eller har jobs i brancher, der enten er uberørte eller ligefrem stortrives. Men også kun forsøgsvis. For musikbranchen – og lad mig tage alle selvstændige og freelancere med – hele kulturlivet ligger afventende i ruinerne af det, der for et år siden var en sprudlende, kreativ, opfindsom og økonomisk nogenlunde sammenhængende branche.
