Som barn af en bulgarsk mor og en dansk far har jeg et ben i to meget forskellige hjørner af Europa. Fra det balkanske hjørne har jeg fået en stor kærlighed til peberfrugter, en sund slavisk skepsis og et kendskab til en ureuropæisk historie og kultur, som ingen af mine danske kammerater har. Fra det skandinaviske hjørne har jeg fået en tryg opvækst i det danske velfærdssamfund, rugbrød samt en dyb tillid til medmennesker og institutioner.
Jeg har altid haft en stærk fornemmelse af, at de to hjørner var meget forskellige. Men ved mine forældres hjælp har jeg også fået en forståelse af lighederne mellem Danmark og Bulgarien: småstatsfølelsen, nostalgien efter fordums storhed og begge landes imponerende redning af deres jødiske befolkning under Anden Verdenskrig.
En yderligere – og ikke uvæsentlig – lighed mellem mine to yndlingslande er deres medlemskab af EU. En institution, som efter at have bygget bro mellem de fjerneste hjørner af Europa og skabt fred og velstand på kontinentet nu står i sin hidtil dybeste krise. For mens flygtninge- og eurokriserne har afkrævet EU konkrete politiske løsninger, er det i dag selve EU’s fundament, som vakler.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.
Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.
Prøv Politiken nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar