Ældreplejen har store problemer med at fastholde uddannet personale. Flere kommuner rundtomkring i landet ansætter ungt ufaglært personale – f.eks. studerende som mig – fordi de mangler hænder. Tanken var oprindelig, at unge vikarer skulle ansættes til de sociale opgaver. Jobbeskrivelsen kunne indeholde alt fra brætspilshygge til historieoplæsning. Håbet var også, at flere unge ville vælge en uddannelse inden for ældreområdet, når de lærte jobbet at kende.
Jeg har nu arbejdet i et år som plejer, og hvis der er noget, jeg ikke skal bede om, er det at kunne kalde mig selv for sosu-assistent. Brætspilshygge har aldrig været en del af mit arbejdsliv som plejer. Dengang jeg sendte en ansøgning af sted til et plejehjem, havde jeg ikke i min vildeste fantasi kunnet forestille mig, hvad jeg gik ind til. En eneste oplæringsdag fra klokken 8 til 15 var, hvad det blev til, før jeg fik stukket en vagttelefon i hånden og skulle hjælpe min første borger med at blive klar til morgenmad. Han gik under navnet ’Nummer 31’. Mens jeg knugede morgenmadsbakken i mine svedige hænder, fik jeg kejtet låst mig ind i lejligheden. Der var en underlig lugt i gangen, og det gik nu op for mig, at den kom inde fra det hjem, jeg lige var trådt ind i. Det var første gang, jeg skiftede en ble på et andet voksent menneske, og jeg var seriøst i tvivl om, hvorvidt den var blevet skiftet de sidste par dage. Jeg liftede manden op af sengen, skiftede lagnerne og bar posen med det ildelugtende sengetøj ned til vaskedamen. Der opdagede jeg, at han havde sin egen vaskemaskine. Hun forklarede mig, at hvis hun vaskede hans sengetøj med de andre borgers, ville lugten smitte af.
