Jeg er ung, sårbar og udsat, hvis man spørger Københavns Kommune. Da jeg gik i 8. klasse, underrettede mine forældre kommunen om mig. Siden da er jeg gået fast til psykolog. Jeg har undervejs været forbi en psykiater og har taget en depressions- og angstdiagnose med. Det har alt i alt været en meget blandet oplevelse. I et år har jeg gået hos en psykolog, jeg har været glad for. Jeg er lige blevet 18. Det var en dag, som jeg havde set frem til i lang tid. Men glæden var blandet med frygt og fortvivlelse, for da jeg fyldte 18, røg jeg ud af systemet. Jeg vidste godt, at der ville være et skift, men jeg havde ikke forestillet mig, at det ville blive en brat afslutning.
Jeg er nu ved at blive udredt i psykiatrien. Midt i en igangværende udredning i ungdomspsykiatrien er jeg blevet viderehenvist til voksenpsykiatrien, udelukkende på grund af min alder. Og dette er uden sikkerhed for, at voksenpsykiatrien vil tage sagen op.
