Det er valgår i Norge. I modsætning til i Danmark kan statsministeren ikke udskrive nyvalg, og det ligger derfor fast, at de norske vælgere skal til stemmeurnerne i september hvert fjerde år. Det giver partierne nogle muligheder for at forberede sig i god tid med kampagner og eventuel udskiftning af metaltrætte profiler i partitoppen, og det sidste er netop, hvad Fremskrittspartiet står over for at skulle gøre.
I februar meddelte den mangeårige formand og tidligere finansminister Siv Jensen, at hun ved landsmødet 7.-9. maj trækker sig fra posten for at give roret videre til nye og yngre kræfter. Det var Siv Jensen, der efter de mange år med koryfæet og populisten Carl I. Hagen som formand gjorde Fremskrittspartiet så moderat, at det blev spiseligt som regeringspartner for det konservative parti Høyre. Og det var samme Siv Jensen, der forrige år trak sit parti ud af regeringssamarbejdet igen, da man følte, at der var blevet slugt alt for mange kameler over længere tid. Partiet kunne ikke længere genkende sig selv, og det kunne vælgerne tilsyneladende heller ikke.
