25. marts blev jeg far for første gang. Min kone fødte vores barn på Rigshospitalet, og trods alle de historier, der er strømmet ud om det sted den sidste tid, mærkede vi ikke fødegangens store travlhed. Vi blev i stedet mødt med empati, ro og stor faglig kompetence, og alt dette gav tilsammen en grundlæggende god og livsbekræftende oplevelse. Dette, til trods for at vores datters fødsel, som så mange andre førstegangsfødsler, havde elementer af både dyb skønhed, smerte og dramatik.
På grund af en smule feber undervejs blev vi rutinemæssigt indlagt til observation på Rigshospitalets barselsgang i 48 timer efter fødslen, og selv om vi kun havde gode ting at sige om forløbet omkring fødslen, var tingene desværre ikke så snorlige for os i efterforløbet. Trods den fortsatte varme fra personalet var forholdene omkring mig og mine medfædre knap så beundringsværdige. Da vi kom på barselsgangen, var der nemlig, til vores store overraskelse, hverken seng eller mad til de nybagte fædre. Jeg måtte beslutte, om jeg ville sove på patienthotellet eller hjemme i vores tomme lejlighed (men fik dog lov til at dele min kones enmandsseng med hende, hvis jeg ville – hun var ellers godt mør efter fødslen). Det var rent held, at det søde personale kunne holde min kones naboseng tom, så jeg kunne sove ved siden af dem og fornemme vores nye tilværelse som en lille familie.
