Man kan i øjeblikket følge med i en betændt debat om, hvilke videnskabelige grene der hører hjemme på universiteterne og generelt kan siges at være med i klubben af såkaldt god og objektiv videnskab. Studier i bl.a. køn og race bliver omtalt som værende aktivistiske, eller hvad Morten Messerschmidt har kaldt for »kvinde-ligestillings-hvad-føler-jeg-her-til-morgen-agtige studier«.
Jeg selv bliver om et par måneder bachelor i historie med sidefag i køn, seksualitet og forskellighed fra Københavns Universitet, og jeg vil derfor mene, at jeg i nogen grad kan udtale mig om, hvad man i akademisk sammenhæng laver i arbejdet med eksempelvis køn og race. Som studerende bliver vi af vores undervisere gjort klart, at vores opgave ikke er at vurdere, hvorvidt noget er rigtigt eller forkert, sexistisk, racistisk, homofobisk eller lignende – det er for så vidt uinteressant i videnskabelig henseende at gøre sig til dommer over ret og uret, skyldig eller uskyldig i denne sammenhæng.
