Messerschmidt omtaler i Politiken i sidste uge kønsforskning som »kvinde-ligestillings-hvad-føler-jeg-her-til morgen-agtige studier«, og andre i det politiske felt kalder store dele af samfundsvidenskabelig og humanistisk forskning for synsninger. Det er en debat anført af enkeltpolitikere og meningsdannere, der tilsidesætter grundlæggende principper om armslængde og fører an med politiserende angreb på forskning, som ikke falder i politikernes smag. De angribende politikere beskylder ofte forskerne for at bedrive identitetspolitik, men politikernes udsagn er netop selv skræddersyet til at henvende sig til bestemte vælgersegmenter, der særligt kan hidse sig op over kønsforskning og kulturstudier. Det er stærkt problematisk, at hele forskningsområder dømmes ude, for vi har brug for forskning også i ligestilling, seksualitet og migration, og vi har brug for samfundsvidenskab og humaniora. Vi skal holde fast i, at universiteterne har et stærkt kontrolsystem, der skal sikre forskningskvaliteten. Forskere bliver ikke bedømt på, om andre kan lide deres holdninger. De bliver bedømt ud fra, om deres forskning er valid, stærk og nytænkende. Og ja, nogle gange lader noget til at være uden for skiven, men det er jo også forskningens natur at prøve grænserne af – og så blive kritiseret og efterprøvet af andre forskere.
Politikernes nedladende meldinger skaber frygt i forskningsmiljøerne, som bliver bekymret for, om den negative omtale fører til faldende bevillinger til forskning og uddannelse. Nogle forskere siger allerede nu, at de helst ikke udtaler sig om deres forskning. Alle politikere burde vide, at vi får dårligere forskning, når arbejdsmiljøet er præget af utryghed og selvcensur. Forskere skal stille spørgsmål om verden uden at frygte at blive udskammet på vejen mod ny viden. Det er den måde, som vi alle bliver klogere og får nye erkendelser på og sikrer, at samfundet udvikler sig, så vi kan møde de udfordringer, vi bliver stillet over for. Det er åbenlyst, at ikke alle politikerne er enige i anbefalinger fra forskningsmiljøerne. Det ser vi tydeligt i forhold til naturvidenskabelig forskning inden for klima- og miljøområdet. Jeg håber, at politikerne vil tage forskningen alvorligt og understøtte, at den fortsat kan sætte spørgsmålstegn ved gænge opfattelser. Det sikrer pluralisme i vores viden og styrker vores demokrati. For fire år siden arrangerede vi i DM en March for Science, hvor der faktisk deltog mange forskningsordførere fra forskellige partier. Tiden er igen til, at vi alle står sammen om at forsvare den frie forskning.
