Da vi fik nyheden om, at vi kunne komme tilbage i skole efter påske, kunne vi nærmest ikke få armene ned. Efter et langt og sejt træk med virtuel undervisning føltes det som en kæmpe sejr, at vi nu kunne vende tilbage til vores klassekammerater og klasseværelser – om end det kun var hver anden uge. Men begejstringen varede ikke længe. Vores skoler prioriterer nemlig terminsprøver frem for undervisning og samvær. I løbet af hele april, når vi derfor kun at være tilbage i skole én enkelt uge. Resten skal bruges bag skærmen, enten hjemmefra eller på skolen til terminsprøver. De skriftlige terminsprøver er en øvelse til eksamener. Men når alle skriftlige eksamener, bortset fra dansk, er aflyst, virker det tosset, at vi stadig skal til terminsprøver.
Skulle genåbningen ikke sikre, at vi kunne være sammen med vores klassekammerater og indhente noget af den tabte undervisning? Dette eksempel er desværre ikke enkeltstående og er et udtryk for en generel tendens i gymnasiet og i vores uddannelsessystem. Skolen burde være et læringsrum, men i stedet er det et prøverum, hvor man konstant bliver målt og vejet. Allerede fra folkeskolen skal vi parathedsvurderes til ungdomsuddannelser. Igennem gymnasiet bliver vi overfaldet af et hav af karakterer. Og eksamener og terminsprøver prioriteres nu højere end at få noget af den tiltrængte fysiske undervisning, genåbningen egentlig skulle bringe.
