Ved en sammenkomst for et par år siden talte jeg længe med to forhenværende folketingspolitikere, den ene konservativ, den anden socialdemokrat. De havde siddet i Folketinget sammen og i mange år været højtstående ministre, og de snakkede hyggeligt, som politikere har for vane på tværs af partiskel. Tonen er jo gerne mere fordragelig hen over midten end i det enkelte gruppeværelse.
Mens jeg lyttede, faldt det mig ind, at det ikke kun var stunderne i Snapstinget, der gav dem en følelse af fælles grund. Deres syn på samfundet stemte også bedre overens, end man umiddelbart ville forvente.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

