Georg Wilhelm Friedrich Hegel og Mattias Tesfaye i samme sætning. Jep, den er god nok. Dansk politik står nemlig over for et af den slags eksistentielle spørgsmål, der har optaget de store filosoffer, siden solen stod op. Er det hunden, der logrer med halen, eller er det halen, der logrer med hunden? For på tirsdag sker det endelig. Regeringens højt berømmede taskforce afleverer sine ideer til, hvordan den kurdiske knude kan hugges over. Altså hvordan man imødekommer støttepartiernes krav om, at et par håndfulde forhutlede børn i syriske flygtningelejre hentes hjem. Vel at mærke uden at give for store ridser i statsministerens stadig hårdere og mørkere strammerlak. Det skal nok blive muntert.
De borgerlige sliber deres knive for at være sikre på at stikke dybest. De radikale, SF og Enhedslisten danser rundt på den glohede vulkan, der hedder ministerstorm eller ydmygelse. Men i virkeligheden – og sagt i al respekt for de menneskelige omkostninger og al den investerede politiske kapital – så er det ikke den store historie. Faktisk ikke særlig interessant. Vand under broen. Det virkelige drama udspiller sig i de samtaler, der handler om, hvad den danske stat tilbyder det kurdiske selvstyre for at løse et akut indenrigspolitisk problem. For hvis ikke kurderne er klar til at samarbejde om at lade børn rejse uden mødre eller oprette et julemærkehjem i Kurdistan, så falder det hele – måske også Jeppe Kofod – til jorden.
