Tænk at falde i. At begå den største begynderfejl, der findes i journalistikkens verden: at researche sin historie ihjel. Skønne spildte kræfter. Planen var at udråbe justitsminister Nick Hækkerup som dansk politiks ukronede konge af bullshit og plat spin. For han er jo her og der og alle vegne. Så skal Danmark under ingen omstændigheder hjemtage børn og mødre fra Syrien. Så skal vi alligevel. Hækkerup tegner og fortæller. Og når hverken sundhedsministeren eller statsministeren vil forklare, hvorfor de har lovet guld, grønne skove og lyntests til landets plejehjem, samtidig med at myndighederne træffer en oplyst beslutning om det modsatte, træder Hækkerup frem. Ofte med talelinjer, der stiller større krav til den humoristiske sans end den sunde fornuft.
Som han skrev om de manglende lyntests: »Regeringen kommunikerede i begyndelsen af januar en politisk ambition, som man arbejdede på at realisere«. Tænk at turde. Skat, du har ikke taget opvasken, som du lovede! Skat, det bygger på en misforståelse. Jeg kommunikerede i begyndelsen af aftenen en ambition om at vaske op, som jeg arbejdede på at realisere. Ren sludder for pengene. Men efter at have gravet mig gennem knap to års ordguirlander må jeg nøgternt konstatere, at sheriffen for det hele er alt andet end en af nutidens teflonpolitikere.
