Der er gået næsten en uge, siden Christian Eriksens kollapsede, og jeg er stadig rystet. Faktisk har jeg grædt hver eneste dag siden. Jeg ved godt, det kan virke latterligt, for der er jo så meget lidelse i verden, men det har jeg altså. Måske har begivenheden retraumatiseret mig og bragt gamle minder om tab og død frem, hvad ved jeg.
På den anden side har jeg fulgt Christian Eriksen, siden han var en ung mand på 17-18 år, og at se ham ligge der med hjertestop var helt ubærligt. Også fordi det var et brud på konventionerne i den leg, som fodbold er, hvor det værste, der kan ske, er en knæskade eller et brækket ben. Unge fodboldspillere i topform falder ikke om med hjertestop. Det var, som om virkeligheden havde boret et vældigt spyd gennem det spektakulære teaterstykke, som topfodbold er.
