Igen og igen har man forlænget den nationale grænsekontrol, og der føres kortsigtet småstatspolitik i den danske container i stedet for at sætte alle sejl til for markant at øge den ydre europæiske grænsekontrol, så vi kan genindføre fri bevægelighed i det indre marked. Fra den tidligere Venstre-regering og Støjberg går en lige linje til den socialdemokratiske regering. Seneste eksempel er hjemsendelserne af syriske flygtninge til Assad-regimet og den spektakulære Rwanda-sag. Den nationalkonservative alliance fra Socialdemokratiet til det yderste højre vil gøre udlændingepolitikken hårdere og hårdere. Men undervejs har de mistet overblikket.
Regeringen laver aftaler om et asylmodtagecenter i Rwanda, hvor militærregimet har gentagne krænkelser af menneskerettighederne på samvittigheden, og man vedtager nye love om at outsource asylbehandlingen til tredjelande, selv om Danmark risikerer at blive smidt ud af EU’s Dublin-aftale. Konsekvensen er, at Danmark i værste fald ikke kan sende asylansøgere tilbage til andre EU-lande. Det er næppe i dansk interesse at ende som udenforland. Regeringen kan også spænde ben for sig selv i forhandlingerne om den nye ambitiøse asyl- og migrationspagt i EU, der skal drøftes på EU-topmødet 24.-25. juni. Den nye pagt er der ikke skrevet meget om i de danske medier.
