De seneste par uger har landet boblet af entusiasme og håb. Danmark skulle vinde EM, og alle landets borgere stod troligt bag. Sorte som hvide. Mænd som kvinder. Børn som voksne. Jeg har selv haft lidt en aversion mod Dannebrog, hvis jeg skal være helt ærlig. Dannebrog var ikke nationalfølelse. Det var nationalisme. Men under EM var Dannebrog også mit. Det var vores alle sammens. Eller var det?
Som barn af flygtninge har jeg skrevet utallige tekster (også i denne avis) om racisme og eksklusion. Nøj, hvor har jeg været træt af at blive holdt udenfor – og ikke været bange for at råbe op om det. EM gjorde på magisk vis det, som ingen regeringer har formået: skabte en fællesskabsfølelse i Danmark, hvor alle kunne være med. Selv mig. Brune mig, der har været så vred. Og hvis selv jeg kan være med, så er der vel ikke flere problemer. Sådan troede jeg i hvert fald, det var.
