I tiden, da vi alle stod sammen i kampen for at vinde det eftertragtede europamesterskab i fodbold, skrålede vi med vores fadøl i hånden: »Vi er røde, vi er hvide«, men vigtigst af alt, så skrålede vi: »Vi står sammen side om side«.

På dette særlige tidspunkt glemte vi, at vi er forskellige, og vi formåede på magisk vis at føle os set som en del af fællesskabet uagtet hudfarve eller seksualitet. Vi var klar til at forsvare alle, der bar det hellige Dannebrog.