Freja Bondgaard kritiserer (Pol. 6.8.) kristendommens stigende popularitet i medierne og kultureliten. Hun opfordrer i stedet til en inderlig kristentro, hvor man vover at »lade Kristus’ sandhed være sin«. Det er svært at forstå, hvad det betyder, for denne tro unddrager sig tilsyneladende forståelse. Men Bondgaard gør hverken teologi eller kristendom en tjeneste med sin kommentar, som snarere fremstår som en alvorlig fordrejning af, hvad kristendommen er – i hvert fald i dens folkekirkelige aftapning.
Bondgaard imødegår en tendens til at gøre kristendommen til »et mat og billigt konsumeringstilbud«. Hun mener, en kulturel elite anført af Casper Christensen og Svend Brinkmann har taget kristendommen som gidsel i deres personlige dannelsesprojekt. Til en gudstjeneste på Østerbro har Bondgaard fået øje på flere designertasker med velklædt påhæng. Hvor der blandt de helt unge findes en genuin åndelig søgen efter mening, beherskes kultureliten af en hjerteløs skinkristendom. Men hvor i alverden ved hun det fra?
