Hvis der er noget, som kan få københavnerne op på barrikaderne og skabe kløfter mellem generationer, er det debatten om støj, larm og fest i gaden. Det blev for alvor tydeligt i foråret, da forslaget til den nye restaurations- og nattelivsplan skabte heftig debat. Mange unge følte, at det natteliv, vi elsker og savner, ville blive taget fra os, mens beboerne i de berørte områder følte sig forbigået, da planen efter meget kritik blev trukket tilbage. Nu har den reviderede restaurations- og nattelivsplan igen sat gang i debatten, og fronterne er atter trukket skarpt op.
Kritikken hagler især ned over de københavnske unge, som anklages for ikke at tage hensyn. Særligt i sommermånederne er det nærmest blevet en naturlov, at unge københavnere kritiseres for at drikke, feste og larme for meget i byens rum. Men den kritik er i høj grad forfejlet og tilvejebragt af politikere, som ikke har formået at være sig deres ansvar bevidst. For selv om vi naturligvis ikke kan benægte, at de københavnske unge har et medansvar, ligger det største ansvar et helt andet sted, hos Københavns kommunalpolitikere.
