I sidste uge (10.8.) havde historikeren Carsten Jacobsen en Kronik her i avisen med følgende overskrift: ’Anholdelserne af kommunisterne i 1941 var naturligvis forargelige. Men realiteten er, at ingen brød sig synderligt om kommunisterne’. De sidste syv ord er interessante.
Jacobsen tegner et vrangbillede, der får det til at se ud, som om samarbejdspolitikerne måske ikke var ’så’ samarbejdsvillige, som det bagefter kunne se ud til, og at politiet var instrueret i at gå ’lempeligt’ til værks. Han diskuterer endda, om de mange anholdelser var et ’optisk bedrag’ for at snyde tyskerne. Til sidst kommer han dog frem til, at politikerne nok regnede med en tysk sejr, og at det var derfor, de gjorde, som de gjorde. Endelig konkluderer han, at vi ikke skal dømme fortidige handlinger, og at en undskyldning til kommunisterne ikke giver mening, fordi ’sandheden var’, at kommunisterne var upopulære i 1941.
