Vor tids identitetsfokuserede bevægelser betragter samfundet som præget af systemiske og strukturelle uligheder, der gør menneskers forudgivne identitet afgørende for deres muligheder i samfundet. Det er problematisk, for tankegangen virker ikke befriende og frigørende, men er med til at fastlåse folk i en bestemt identitet, der som udgangspunkt anses for at være svag og skrøbelig. Det er på baggrund af dette systemiske sortsyn, at aktivister i Black Lives Matter beder sorte og etniske minoriteter om at stille sig forrest i køen til deres demonstrationer.
Når folk opdeles efter hudfarve til demonstrationer, lader det til at have to hovedformål: For det første virker det som en symbolsk protest mod det, man anser for at være samfundets iboende strukturelle racisme. For det andet signalerer det, at kampen for et mere retfærdigt samfund i Vesten først og fremmest skal drives frem af sorte og andre minoriteter – altså dem, der anses for at være de egentlige ofre for racismen.
