Året er 2015, hvor corona endnu kun er noget, alle forbinder med kedelige øl tilsat lime. Det er også året, hvor jeg har takket ja til endnu en såkaldt TBA-kontrakt, som min daværende arbejdsplads ynder at kalde sådan nogle midlertidige kontrakter, der har en udløbsdato på. Tidsbegrænset ansættelse står det for. Jeg er 11 måneder forinden blevet mor for første gang, og jeg er helt alene om forældretjansen. Jobbet var sådan et, der krævede, at jeg hver fredag var der i 12 timer. Fint nok – det kunne jeg sagtens klare.
Vi var desværre ikke beriget med pasningsduelige bedsteforældre. Men som den fremragende organisator jeg er, fik jeg hurtigt lavet et arrangement, så venner på skift hentede mit institutionsbarn og hyggede om hende, til jeg hentede hende sovende kl. 23 om aftenen. Det fungerede. Lige indtil hun blev syg. For alle, der har haft små børn, ved, at den første vinter i institution er et mareridt af sygedag på sygedag med snot, host, bræk, og hvad der end florerer af lækkerier, der går i rundgang.
