Debatindlæg afSøren Ryge

Engang var landbruget en livsform for hele familier, hele landsbyer, og alle var med til høstfesterne, hvor man sagde tak. I løbet af bare et par generationer er dette effektiviseret til ukendelighed.

Søren Ryge: Jeg er jo selv bondemand, for pokker, og hele min slægt var bønder med Jeppe Aakjær på boghylden. Men jeg hører til de heldige, der ikke skal leve af det

Lyt til artiklen

Inden længe er det roetid, derefter pløjetid. Sådan var det for bare et halvt århundrede siden, da jeg var dreng og ung. Hver eneste af de 200.000 danske gårde havde en roemark, der blev hakket i juni og høstet i oktober, og det var enhver bondes stolthed at lave en roekule uden for stalden, lang og lige og dækket smukt med halm inden frosten. Her har jeg vinterens forråd, se! Hø på loftet, roer i kulen, min ko, hvad vil du mer’. Der dyrkes ikke roer mere, kun til sukker.

Det var også stolthed at pløje lige i november. Min onkel Ejnar lærte mig det, da jeg var 15 år og yngstekarl på hans gård i Jersie. Plovfurerne skulle være snorlige, for alle kunne se dem, når de kørte forbi på vejen. Når man kunne pløje smukt og lige, var man en god landmand. Jeg elskede at pløje, selv om traktoren var en lille Dexta uden førerhus, og man småfrøs hele dagen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her