Inden længe er det roetid, derefter pløjetid. Sådan var det for bare et halvt århundrede siden, da jeg var dreng og ung. Hver eneste af de 200.000 danske gårde havde en roemark, der blev hakket i juni og høstet i oktober, og det var enhver bondes stolthed at lave en roekule uden for stalden, lang og lige og dækket smukt med halm inden frosten. Her har jeg vinterens forråd, se! Hø på loftet, roer i kulen, min ko, hvad vil du mer’. Der dyrkes ikke roer mere, kun til sukker.
Det var også stolthed at pløje lige i november. Min onkel Ejnar lærte mig det, da jeg var 15 år og yngstekarl på hans gård i Jersie. Plovfurerne skulle være snorlige, for alle kunne se dem, når de kørte forbi på vejen. Når man kunne pløje smukt og lige, var man en god landmand. Jeg elskede at pløje, selv om traktoren var en lille Dexta uden førerhus, og man småfrøs hele dagen.
