I dag begynder det 26. COP-møde i den skotske hovedstad, Glasgow, og hen over over de kommende små to uger vil presset stige på verdenslederne for i fællesskab at levere en fælles erklæring ved afslutningen af mødet.
Det kan gå to veje. Måske indfinder der sig fredag 12. november en forløsende og ikke mindst opløftende stemning, som vi oplevede i Paris i 2015. Men der er også en mulighed for, at det hele kollapser i staternes interne spil i stil med det, vi var vidne til i København ved COP15. Der er gået 11 år siden, at Lars Løkke ledede Obama, Merkel, Brown, Sarkozy og resten af de politiske ledere til det, der i min optik markerer et decideret lavpunkt i det politiske systems håndtering (eller mangel på samme) af de globale klimaudfordringer.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

