Klokken slår 20, og pressemødet i statsministeriet gik i gang. Som en ung mand, der interesserer sig for politik, sad jeg klisteret til fjernsynet sammen med min familie. Jeg er en af dem, som er stolt af den måde, coronakrisen er blevet håndteret på i Danmark. Restriktionerne og nedlukninger har taget hårdt på os unge, men de har været nødvendige. Længere er det ikke! Så nej, mit projekt er ikke at dæmonisere regeringen. Minksagen går sin skæve gang, og jeg – som sikkert mange andre danskere – har tillid til, at der er ikke nogen, der bevidst forhindrer deres arbejde. Ja, der kan ske fejl, og så længe vi indrømmer fejlen og gør, hvad vi kan for, at det ikke gentager sig, så er det vel OK? Det er i hvert fald det, de fleste danske børn og unge er opdraget med.
Tilbage til pressemødet! Landets statsminister og justitsminister har stillet sig til rådighed for at svare på en række spørgsmål, der er rejst i forbindelse med slettede SMS’er og regeringens samarbejde med minkkommissionen. Om der er tilstrækkelig klarhed i forklaringerne, som dagens hovedpersoner kom med, kan jeg ikke vurdere – det er der sikkert delte meninger om. Dog er der noget, jeg kan udtale mig om, og det er statsministerens holdning til, den måde man tilsyneladende taler til hinanden på. Jeg citerer landets statsminister:
