I et debatindlæg i Politiken den 11.9. har justitsminister Nick Hækkerup ’svaret’ på min Kronik fra oktober i år, som indeholder kommentarer til ministerens udlægning af det socialdemokratiske frihedsbegreb i hans tidligere Kronik fra august. Han forholder sig imidlertid tavs om hovedparten af mine pointer. Her gælder næppe princippet om, at den, der tier, samtykker.
Hvorfor skriver Hækkerup f.eks. intet om de etiske aspekter af overvågning? Hvorfor sætter han ikke konkrete ord på, hvordan vi opnår balance mellem overvågning og frihedsrettigheder? Indser Hækkerup ikke, at med de stadig flere overvågningskameraer i det offentlige rum skabes samtidig det tekniske fundament for en snarlig udbredelse af ansigtsgenkendelse? Eller er det måske dér, skoen trykker, og forklaringen skal findes på, at justitsministeren forholder sig tavs om den etiske side af sagen?
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

