Vi taler om en mobbekultur. Om en seksualiseret kultur. Og om arbejdspladskultur. Og vi ved, hvor svært det kan være at ændre på. At kultur er noget, der indlejrer sig dybt. Og tager tid at forandre. Men når sociologer skal forklare, hvad der rører sig i indvandrermiljøerne, og beskrive problemerne, ser jeg ofte en tendens til at skrive kulturen ud af ligningen. Svaret er oftest, at det er klassiske sociale problemer som arbejdsløshed og lav uddannelsesgrad, der fastholder minoritetsbefolkningen i problemerne. Det er med andre ord negativ social arv, skabt af samfundsmæssige barrierer. Ikke kultur. Ikke religion.
Men hvad nu hvis kultur og religion faktisk spiller ind? Hvad nu hvis kultur og religion faktisk bidrager, som selvstændige faktorer, der spærrer for integration og social mobilitet? Og hvorfor kan en arbejdspladskultur blive taget alvorligt som en hindring for en arbejdsplads’ udvikling, mens religion og kultur i indvandrermiljøer ikke tages alvorligt?
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

