Minksagen gav offentligheden et usædvanligt indblik i, hvordan landets topembedsmand, departementschefen i Statsministeriet, tænker og handler. Det skete gennem offentliggørelse af en større serie af hendes sms-kommandoer til statsapparatet. Først troede man knap sine egne øjne og tænkte nærmest, at det nok var ment som sjov. Men kynismen var blodig alvor med store personlige konsekvenser for en række af de involverede embedsmænd og politikere.

At disse konsekvenser faktisk blev ført ud i livet, må nødvendigvis være betinget af, at kommando-sms’erne har passeret statsministeren og opnået accept af både stil og besluttet handling. Samt ikke mindst accept af den helt overvældende eksekveringshastighed. Og det er nok især sidstnævnte forhold, som giver problemerne. Vi ved alle, at store beslutninger altid har en tidsramme, og at der typisk ikke er tid til de helt store analyser. Netop derfor skal man med et gammelt visdomsord opøve evnen til at kunne skynde sig langsomt. Den evne er øjensynligt en mangelvare hos begge parter i landets nuværende ledelsesduo.