I efteråret 2007 kom vores 36-årige datter på ferie hjemme hos os på Tåsinge. Hun beklagede sig over, at hun havde smerter i siden, og som enhver anden mor og far sagde vi til hende, at hun skulle gå til lægen for at blive undersøgt. Det gjorde hun, men da hun vendte tilbage i julen sammen med sin lillesøster, klagede hun igen over smerter, og igen sagde vi, at hun skulle gå til lægen.
En måned efter ringede vores yngste datter og bad min mand og mig om straks at køre til Nordsjælland, hvor hun sad sammen med sin søster. De ville begge to gerne tale med os, men ikke i telefon. Vi slap, hvad vi havde i hænderne, og kørte – måske lidt for stærkt – mens vi i bilen talte om, hvad der mon var så alvorligt, at vi ikke kunne tale om det i telefon. Kort efter at vi var ankommet, fik vi svaret: Vores ældste datter havde fået diagnosen primær leverkræft og skulle opereres så hurtigt som muligt. Hun var sygeplejerske og helt bevidst om, at det hun stod over for nu, var en kamp for at overleve. Det blev indledningen til årene med de sværeste valg, vi skulle træffe, viste det sig senere.
